De nødvendige trin
Når du ønsker at modernisere din boligs køkken, er der nogle skridt, du skal igennem.
Ønsker du at benytte ordningen om kollektiv råderet i dit køkken, skal du først ansøge teknisk afdeling. Ansøgningen skal du indsende til kollektivraaderet@bk-aarhus.dk.
Ansøgningsfrister
De boligafdelinger, som er omfattet af ordningen, puljer din bestilling til udførslen, og det sker 4 gange om året, pr. 1. februar, 1. maj 1. august og 1. november. Når vi vælger at ”pulje” køkkenerne, vil det medføre lidt ekstra ventetid.
Besøg og prioritering
Alle de indsendte ansøgninger prioriteres efter, fx hvilke køkkener der trænger mest til udskiftning. Køkkenet kan dog kun udskiftes på denne ordning, hvis de er udskiftningsmodne.
Dvs. at køkkener skal have flere defekter på grund af slid og ælde. Derfor indkalder vi dig også til et besøg, hvor en inspektør ser nærmere på dit køkken. På dette besøg noterer vi eventuelle øvrige vedligeholdelsesopgaver i dit køkken samt andre udfordringer som vi skal være opmærksom på. Samtidig vil inspektøren vurdere, om der skal tages miljøprøver af f.eks. fliser og fliseklæb. Han vil i samme omgang fortælle dig, hvilke specielle forhold som kan forekomme i sådan en sag.
Efter besøget sender inspektøren en besked om igangsætning, venteliste eller afslag. I beskeden fremgår det, hvad der er årsagen til, at du er på venteliste eller har fået afslag.
Boligkontoret har indgået rammeaftale med to leverandører HTH i Tilst og TVIS i Hammel. Får du besked om igangsætning, aftaler du selv møde med en eller begge af disse to leverandører for at få udarbejdet tilbud på dit køkken. Rammeaftalen omfatter en bestemt kvalitet som ikke kan fraviges.
Tilbud sendes til dig og inspektøren
Tilbuddet og tegninger af boligens nye køkken fremsendes til dig og inspektøren til gennemsyn og godkendelse. Dette sørger leverandøren for at gøre for dig. Herefter modtager du en accept eventuelt med bemærkninger og en beregning af din boligs kommende husleje fra Boligkontoret samt en oversigt over følgearbejder, som iværksættes og finansieres af afdelingen ifm. moderniseringen. Denne skal du underskrive før moderniseringen kan gå i gang. Når du har underskrevet (via Penneo) kontakter en medarbejder fra administrationen leverandøren og moderniseringen kan påbegyndes.
Gang i moderniseringen
Leverandøren og du aftaler tidspunkt for påbegyndelse af moderniseringen af dit køkken – til orientering kan der blive lavet ”puljer” af flere køkkener, hvorved det kan tage lidt længere tid. Hvis der skal iværksættes øvrige arbejder fx miljøsanering eller andre arbejder som afdelingen står for, vil inspektøren koordinere dette mellem leverandøren og andre håndværkere.
Aflevering
Når moderniseringen er fuldført meddeler leverandøren dette til Boligkontoret, og vi vil anmode dig om et besøg for at kvalitetssikre moderniseringen. Til dette besøg deltager leverandøren også, således eventuelle aftaler om udbedring af fejl og mangler kan aftales direkte. Endelig vil din husleje vil efterfølgende blive reguleret.
Garanti
Opstår der noget eller opdager du nogle mangler med boligens nye køkken, har du og Boligkontoret en garantiperiode. Derfor er det vigtigt at du hurtigst muligt giver inspektøren besked og gerne medsender billeder.
Tidslinje for ansøgning til finansieret råderetskøkken
